af Chris Jønsson
Få ladestandere vedtaget
–
Forberedelse til generalforsamlingen
Hvordan får du stemt ladestandere igennem til generalforsamlingen?
I dette indlæg får du mine bedste råd til, hvordan du forbereder dig inden generalforsamlingen.
Jeg vil komme ind på behovet for ladestandere i din forening, samt hvilke finansieringsmuligheder du bør kende til, og så vil jeg også lige sætte dig ind i nogle væsentlige argumenter og indvendinger, hvad angår ladestandere i foreninger.
Der er altså nok at tage fat på, så lad os komme i gang!
Sådan forbereder du dig til generalforsamlingen
Jeg har opdelt artiklen i tre afsnit, der hver især kan opsummeres sådan her.
Afsnit A: Du skal helst kende til det reelle behov i din forening. Så kan du nemlig finde frem til, hvor stor en ladeløsning I har behov for, og om I overhovedet har brug for ladestandere endnu.
Afsnit B: Herudover kan det være en stor fordel, at du ved lidt om de finansieringsmuligheder, der faktisk er. Det gælder især, hvis din forening ikke i øjeblikket har pengene til at betale for etableringen, eller hvis nogle beboere synes, elbilejerne bør betale mere for laderne end resten.
Afsnit C: Til sidst får du nogle grundlæggende argumenter, du kan bruge på generalforsamlingen. Jeg vil også præsentere dig for nogle af de indvendinger eller spørgsmål, der kan komme, og give dig forslag til, hvordan du kan besvare dem.
A. Afdæk behovet
I første omgang skal du finde ud af, hvor stort et ladebehov, din forening egentlig har – eller ikke har.
I gennemsnit kan op til tre biler deles om et ladeudtag på en fælles parkeringsplads, fordi man lader på forskellige tidspunkter. For at du kan finde ud af, hvor mange ladeudtag din forening har behov for, skal du derfor kende til antallet af elbiler og plug-in hybridbiler.
Dan dig først et overblik over, hvor mange elbiler eller plug-in hybridbiler I har i foreningen. Divider antallet med 3, og så har du din forenings nuværende ladestanderbehov.
Herudover er det værd at undersøge, hvor mange beboere, der har tænkt sig at skifte til en elbil eller plug-in hybridbil næste gang. Divider antallet med 3, og så har du din forenings fremtidige ladestanderbehov.
Når I får anlagt ladestandere, bør I fremtidssikre installationen, så det bliver nemmere og billigere for jer at sætte en ladestander mere på, når I får flere elbiler i fremtiden.
For at vurdere hvor mange ladeudtag din forening har behov for, kan du derfor regne med ca. 1 per 3 plug-in hybrid- eller elbiler. Du skal være opmærksom på, at normeringen er langt mere usikker, hvis I kun skal have få ladeudtag. Den tager heller ikke højde for, om din forening har mange plug-in hybridbiler eller har elbilister med et højt kørselsbehov – de grupper skal nemlig begge lade oftere.
For en lidt mere detaljeret gennemgang, kan du læse denne side.
Hvis du har mulighed for det, kan det være en hjælp at bede din forenings beboere om at udfylde dette spørgeskema.
B. Finansieringsmuligheder
Det kan være rigtig godt fra begyndelsen at vide, hvilke forskellige finansieringsmuligheder din forening kan benytte sig af. Så vil du bedre være i stand til at præsentere de forslag på generalforsamlingen, der er relevante for foreningens situation.
Gebyr: For mange foreninger kan det gøre en forskel at vide, at man hos nogle ladeoperatører har mulighed for selv at lægge et gebyr pr. kWh på opladningsprisen. På den måde kan foreningen beslutte, at en del af etableringsprisen med tiden skal afbetales via gebyret.
Operatørbetalt installation: Der er også nogle enkelte ladeoperatører, der tilbyder at lægge ud for etableringsomkostningerne. Hvis din forening ikke selv har kapital til projektet, kan det her være en mulighed for at få ladestandere nu alligevel.
Hvis en af de her alternative finansieringsmuligheder passer bedre til din forening, kan det gøre det nemmere at få stemt en ladeløsning igennem til generalforsamlingen.
Du kan læse mere om valget af ladeoperatør her.
C. Argumenter og indvendinger
En vigtig del af forberedelsen er at have styr på argumenterne. Jeg vil derfor præsentere dig for nogle af hovedargumenterne for at etablere ladestandere nu, samt nogle af de indvendinger, jeg oftest hører til generalforsamlinger. Ved hver indvending giver jeg dig også et forslag til, hvordan du kan besvare eller imødekomme indvendingen.
C.1 Argumenter for ladestandere
Ejendomsværdi: Ejendomsværdien stiger, når man etablerer ladestandere, da foreningen herefter vil være mere attraktiv for elbilejere.
Der kommer kun flere elbiler: Elbilsalget stiger, og Energistyrelsen forventer, der vil være 1.000.000 el- og plug-in hybridbiler på vejene i 2030. Det vil svare til ca. en tredjedel af alle danske biler. Så selvom din forening måske ikke har behov for ladestandere endnu, så får den det. Det kan muligvis betale sig at vente, men det er også mindre attraktivt for beboerne at købe en elbil eller plug-in hybridbil, før de kan lade den op.
C.2 Indvendinger og svar
Her til sidst vil jeg forberede dig på nogle indvendinger, der kan komme på generalforsamlingen, ved at vise, hvordan de hver især kan besvares.
1. Hvorfor kan dem, der har elbil ikke bare lade på en tankstation?
Svar: En hurtig opladning som den på tankstationer er oftest dyr. Det kan langt bedre betale sig at oplade på den type ladere, man stiller op derhjemme, hvor en opladning går langsommere, men er meget billigere.
2. Det er kun nogle beboere, der kører i elbil. Hvorfor skal resten betale for ladestandere?
Svar: Ligesom med andre faciliteter (såsom legepladser) er det ikke alle beboere, der gør brug af dem, men derfor hæfter vi stadig solidarisk, så alle kan få, hvad de har behov for. Desuden kan vi også vælge en ladeoperatør, der giver os mulighed for at opkræve et gebyr til foreningen, når der lades på standerne, så elbilisterne betaler tilbage på omkostningerne.
3. Bliver vores ladeløsning ikke forældet, hvis vi etablerer den, mens der er så meget udvikling på området?
Svar: Det er rigtigt, at markedet er i rivende udvikling, men de nuværende ladeløsninger er meget fremtidssikrede, og der skal ske rigtig meget på selve bilfronten, før der vil skulle nye ladeløsninger til. Desuden er der meget stor interesse i at gøre elbilmarkedet attraktivt, og derfor er der meget lidt incitament til at gå væk fra de standarder, man i øjeblikket benytter sig af.
4. Det er ikke en god investering for os lige nu.
Svar: Vi kan vælge en ladeoperatør, der tilbyder at lægge ud for etableringsomkostningerne. Så behøver vi ikke investere en masse penge i det nu. Det er bedre at være på forkant med udviklingen end at komme bagud. Hvis vi forventer, beboerne vil have gavn af én til flere ladestandere, er det bedre at etablere dem nu.
5. Lad os vente til behovet er større.
Svar: Der vil være frustrerede beboere, der ikke kan lade op hjemme. At vente med at etablere ladestanderne kan også betyde, at nogle beboere vil vente med at skifte til elbil eller plug-in hybridbil. Omvendt kan foreningen netop ved at etablere ladestandere sætte beboerne i stand til at skifte benzinbilen ud. Det er billigere for beboerne, og så er foreningen selvfølgelig med til at bidrage til den grønne omstilling.
6. Med de elpriser vi har set hen over vinteren, kan det ikke betale sig at køre i elbil. Hvorfor skal vi så etablere ladestandere?
Svar: En elbil er stadigvæk billigere end en benzinbil over den samlede levetid, selv når elpriserne er tårnhøje. Det er især, fordi der er mindre vedligeholdelse. Så selv hvis vi igen i fremtiden får høje elpriser, kan det alligevel bedst betale sig at køre i elbil. Elpriserne er desuden tilbage på et normalt niveau igen nu.
Så!
Nu har du sat dig ind i finansieringsmuligheder og argumenter til generalforsamlingen. Det næste, du selv bør gøre, er derfor at afdække, hvilket behov for ladestandere din forening egentlig har.
Og så er den vigtigste forberedelse faktisk gjort!
Hvis der er et emne, du gerne vil læse om i fremtiden, så skriv endelig til mig på cj@ladelosning.dk.
Sidder du tilbage med nogle spørgsmål, så kan du booke en gratis og uforpligtende 30-minutters telefonisk rådgivning herunder. Din forening kan især få meget ud af den halve time, hvis I laver et virtuelt bestyrelsesmøde, så hele bestyrelsen kan få lov at stille spørgsmål.
Book en gratis og uforpligtende
30-minutters telefonisk rådgivning.
Skal ALLE have RET til at LADE elbilen ved bopælen?
Som du måske har bemærket, sætter FDM med deres nyeste kampagne ’Laderet’ fokus på opladning af elbiler de steder, hvor man ikke har egen indkørsel eller på anden måde adgang til en privat p-plads lige ved sin bolig1.
Den norsk inspireret laderet henvender sig altså til elbilister, der bor i etagebyggeri og rækkehuse, og således er en del af en ejer-, grundejer-, andels- eller almen boligforening.
Stiger boligværdien med ladestandere i boligforeningen?
Stiger boligværdien, hvis foreningen får ladestandere til elbiler? Og hvad blev der egentlig af tilskuddet til ladestandere?
I dette blogindlæg fortæller vi, hvilken betydning ladestandere har for værdien af boligerne i din forening.
Herudover har vi desværre dårlige nyheder om ladestandertilskuddet…
Podcast om ladestandere til boligforeninger
Få styr på ladestanderne, mens du tager opvasken.
Er din forening en af dem, der mangler et skub for at komme i gang med ladestanderne på jeres fælles parkeringsplads?
Så kan du lytte til Ladeløsnings nye podcastserie på 4 episoder om ladestandere til boligforeninger…
Læsning af tilbudsmateriale til boligforeninger
Hvad bør du være opmærksom på i tilbudsmaterialet?
I dette indlæg bliver du klædt på til at læse tilbudsmateriale om ladeløsninger.
Få tips til at forholde dig til totalbeløbet, tips om de ekstraomkostninger I kan forvente og tips til at vurdere ladeoperatør og ladeboks…