KONTAKT OS

Indvendinger fra elbil-nægteren på generalforsamlingen del 1

Overvejer I at fremsætte et forslag om ladestandere i 2025?

Som du måske har erfaret, kan der opstå livlige diskussioner på generalforsamlinger. Selvom I har styr på alle de rationelle argumenter, vil der næsten altid være en ‘elbil-nægter’, der er fast besluttet på at modbevise fordelene.

Heldigvis skal man (oftest) kun overbevise 50 % af beboerne, og med velunderbyggede argumenter fra troværdige kilder kan I være godt rustet til at tackle selv de mest kritiske indvendinger.

Her er tre emner, I kan forberede jer på – og nogle klare svar, der kan hjælpe jer videre. Besvar gerne denne mail, hvis I ønsker flere emner belyst.

1. Brand og elbiler

“Er elbiler farlige, og kan ladestanderne starte en brand?”

Elbiler brænder sjældnere end benzinbiler. I 2023 var der 1,7 brande pr. 10.000 el og plug-in hybridbiler og 3,6 pr. 10.000 benzin- og dieselbiler¹. Men når en elbil går i brand, udvikler branden sig anderledes på grund af batteriets kemi. Batteribrande kan tage længere tid at slukke og kræver særligt udstyr, men de er sjældne.

Ladestandere er dog sjældent årsag til brande, hvis de er korrekt installeret. Ifølge Beredskabsstyrelsen blev der i perioden 2018-2023 registreret 76 brande i el- og plug-in hybridbiler, og kun 4 af disse skete, mens bilen var tilsluttet en ladestander². Det skal dog bemærkes, at brandårsagen ikke er registreret i 41 (53 %) af tilfældene.

Beredskabstyrelsen understreger, at det ikke er farligt at lade sin elbil op³.

¹ Analyse af beredskabsstyrelsen

² FDM: Elbiler er ikke brændbomber

³ FDM: Elbiler antænder mere frygt end ild

2. Er elbiler overhovedet grønne?

“Elbiler er jo ikke så miljøvenlige, når man tænker på batteriproduktionen.”

Elbiler har fået kritik for deres klimaaftryk, især på grund af den energiintensive produktion af batterier. Det er korrekt, at elbiler udleder mere CO2 i produktionen end benzinbiler – primært fordi batteriproduktionen kræver store mængder energi og råmaterialer som lithium og kobolt.

Når elbilen er taget i brug, har den en betydeligt lavere CO2-udledning sammenlignet med benzin- og dieselbiler. Undersøgelser viser, at elbiler udligner den højere udledning fra produktionen efter ca. 40.000 kilometers kørsel, afhængigt af hvor klimavenlig den anvendte strøm er⁴. Bruger man strøm fra vedvarende energikilder som sol- eller vindenergi, kan denne udligning opnås endnu hurtigere, hvilket gør elbilen til en endnu grønnere løsning på længere sigt.

Hertil kommer, at grundstofferne fra batterierne kan genanvendes til nye batterier eller andre formål, da de ikke bliver slidt, forurenet eller går i stykker.

 

Luftforurening – en anden vigtig gevinst

Ud over CO2 er elbiler også en gevinst for luftkvaliteten. Traditionelle biler udleder partikler og NOx-gasser, der påvirker sundheden, især i byområder. Elbiler har ingen direkte udstødning, hvilket bidrager til renere luft.

Bilbasen video: Er en elbil miljøvenlig?
Generel kilde: FDM: Myter om elbiler

3. Tilskudspuljer

“Der har tidligere været tilskudspuljer til boligforeninger, bør vi ikke vente til de åbner igen?”

Jeg har rettet henvendelse til både transportministeren og bolig- og socialministeren, og i et svarbrev oplyser de, at der hverken er afsat midler til, eller forventes at blive etableret, nye tilskudspuljer til ladestandere i boligforeninger. Ifølge ministerierne vurderes markedet som modent nok til at varetage udrulningen af ladeinfrastrukturen uden statslig støtte.

Vil du ringes op?

Ved udfyldelse af formularen, ringer vi dig op til en uforpligtende dialog.
Du vil ikke modtage nyhedsbreve.

Kort om Ladeløsning

"Ladeløsning er stiftet af mig, Chris.

Virksomheden blev grundlagt med et ønske om at gøre det muligt for virksomheder og foreninger at vælge den optimale ladeløsning til deres behov - uden at man skal blive ekspert først. Derfor tilbyder vi rådgivning.

Rådgivningen skal sikre, at I undgår at beslutte jer for en løsning på et uoplyst grundlag. I skal have en fremtidssikker og økonomisk bæredygtig løsning.

Vi har brugt tiden og ressourcerne på at gennemskue markedet, så du ikke behøver at gøre det samme."

Chris Jønsson