KONTAKT OS

3 ofte stillede spørgsmål om elafgift, strøm og adgang til offentlig ladenetværk

1. Hvad betyder det for foreningen og ladeprisen, hvis elafgiften fjernes?

Bliver fjernelse af elafgiften en realitet, har det i praksis ingen betydning for jer som forening eller for selve ladeprisen.

Som I nok ved, har ladestrøm været refusionsberettiget siden 2020.

Ændringen betyder blot, at der ikke skal betales afgift på strømmen i første omgang, og derfor er der heller ikke noget at refundere.

Den gode nyhed for os alle er, at al strøm nu er fritaget for afgift, ikke kun ladestrøm.

2. Er det en fordel at vælge samme operatør, som også har flest offentlige ladestandere?

Ikke nødvendigvis. Når vi taler lynladning, som er det primære supplement til foreningsladere, kan man typisk betale direkte med betalingskort, præcis som når man tanker benzin. Fordelen ved at have samme operatør er derfor begrænset.

Med vores løsning bruger man Monta-appen, som også giver adgang til et bredt offentligt ladenetværk (fx Clever, E.ON, Norlys, Allego). Vi anbefaler dog altid at tjekke, hvad der bedst kan betale sig: ofte er det billigst at betale direkte med betalingskort eller at bruge operatørens egen app fremfor en tredjepartsapp med ekstra gebyrer.

3. Har vi overhovedet nok strøm i vores forening?

Det korte svar er: ja.

I ca. 80 % af tilfældene trækkes strømmen fra et forsyningsskab, og her har forsyningsvirksomhederne (fx Radius, Cerius, N1) forsyningspligt. Det betyder, at hvis man køber de nødvendige ampere, som koster et tilslutningsbidrag, så har selskabet pligt til at levere strømmen.

Hvis der ikke er fysisk plads i de eksisterende skabe, kan der være behov for et nyt forsyningsskab, men det sker uden ekstraomkostninger for foreningen. Jeg har endnu ikke oplevet i de over 200 foreninger, hvor jeg har været med til at sætte ladere op, at elnettet i et område skulle forstærkes for at håndtere ladestandere.

I de sidste 20 % af tilfældene, hvor man vil trække strømmen fra ejendommens eksisterende eltavle, kan det være, at der mangler
kapacitet/ampere. I så fald må man vurdere, om der skal købes flere ampere til den eksisterende forsyning i ejendommen, eller om en ny tilslutning i et forsyningsskab er den bedste løsning.