KONTAKT OS

En jugle af ladeløsninger? 🔋 Vælg den rigtige ladeoperatør – del 2

🔌📈 1. Ladepriser

Hvem bestemmer ladeprisen?

Der findes flere prismodeller. Nogle operatører sætter en ladepris, som er fast hele dagen og reguleres én gang om måneden. Andre tilbyder en variabel ladepris, der følger den aktuelle elpris time for time.

a. Variabel ladepris, som følger den faktiske elpris:

  • Beboerne vil generelt få adgang til en lavere ladepris, når strømmen er billig. Det gælder typisk om natten og midt på eftermiddagen.
  • I øvrigt er den billige strøm ofte også den grønneste strøm.
  • Foreningen binder sig ikke til en operatør, der frit kan ændre ladeprisen.
  • En gennemsnitlig variabel ladepris lå i marts på cirka kr. 1,75/kWh¹. Den reelle ladepris er dog ofte lavere, da mange elbilister er prisbevidste og vælger at lade, når strømmen er billigst. En mere realistisk pris vil derfor nok være omkring kr. 1,45/kWh.

¹ Udregning af ladepris: Gennemsnitlig elpris i marts (kr. 2,05/kWh), minus elafgiftsrefusion (kr. 0,90/kWh), plus operatørgebyr (kr. 0,60/kWh).

b. Fast ladepris:

  • En fast pris ligger typisk mellem kr. 2 og kr. 3/kWh.
  • Beboerne skal ikke holde øje med elpriser eller planlægge opladning.
  • Laderne kan udnyttes bedre, da opladningen ikke udsættes i de dyre timer fra kl. 17 til 21.

⚖️💸 2. Kundeforholdet på elmåleren

Jeg ved godt, at det nok ikke er den mest spændende overskrift, du støder på i denne uge. Men som lovet i sidste nyhedsbrev kommer her én vigtig og ofte overset faktor, som enten kan spare eller give jer en del administrativt bøvl.

Når der opsættes ladestandere, installeres der som regel en separat elmåler. Her skal I være opmærksomme på, hvem der står som kunde hos elselskabet: foreningen eller ladeoperatøren.

a. Foreningen er kunde:

  • Foreningen modtager elregningen for strømforbruget ved ladestanderne.
  • Når beboerne lader, betaler de til operatøren.
  • Operatøren samler beboernes betalinger og sender en samlet godtgørelse til foreningen hver måned eller hvert kvartal.
  • Det lyder rimeligt, men det er endnu ikke lykkedes mig at møde en forening, hvor tallene stemmer. Forskellen mellem indtægter og udgifter skaber ofte frustration, især hvis projektet blev vedtaget med løftet om, at det ikke måtte give ekstra administration eller driftsudgifter.

b. Ladeoperatøren er kunde:

  • Operatøren betaler elregningen.
  • Når beboerne lader, betaler de til operatøren på samme måde som ovenfor.
  • Hvis foreningen ønsker et tillæg pr. kWh til sin egen fortjeneste, kan dette fortsat lægges oveni ladeprisen. Foreningen modtager herefter ét samlet beløb, typisk én gang pr. måned eller kvartal.
  • Vær dog opmærksom på, hvilken elaftale operatøren vælger, og om der lægges ekstra gebyrer oveni. Det oplyses ikke altid tydeligt.

Min anbefaling vil næsten altid være at vælge en løsning, hvor operatøren har kundeforholdet til elselskabet.

Dette ændrer som udgangspunkt ikke på bindingsforholdet til operatøren.

💡 3. Et sidste råd

Det er ikke alle operatører, der er lige gennemsigtige om ALLE deres gebyrer.

Den bedste måde at tjekke for skjulte tillæg på, er at spørge:
Hvis strømmen ud af stikkontakten derhjemme koster kr. 2/kWh inklusive afgifter og tariffer, hvad vil ladeprisen så være hos jer?

Når laderne er i drift, kan I sammenligne deres svar med de faktiske tal.